Jeg vil gerne være en god pige. Jeg vil gerne at han synes jeg er dygtig og er stolt af mig.

Jeg ved han er det i min hverdag, han er stolt af mit arbejde og af min måde at tackle hvad der er svært. Jeg ved han er stolt når jeg bærer hans mærker, både de blå mærker og de mere materielle mærker som hans bogstav i en ankelring, hans halsbånd og den smukke halskæde han gav mig i julegave.

Jeg er ikke altid nær så dygtig til at være en god pige når det gælder smerte. Det er noget mærkeligt noget. Siden vi er blevet kærester, er jeg blevet dårligere til at tackle smerte, dårligere til at modtage hans sadisme. Jeg tror det er noget med sårbarheden, at jeg er ømskindet med ham. At han har mig uden masker og forsvarsmekanismer.

Smerten tænder mig, men den er sværere at modtage. Den gør bare så forfærdeligt ondt.

Jeg er begyndt at øve mig i at tage imod igen. Sidste gang lagde jeg mig på mine egne hænder og han slog mine bryster. Jeg kunne næsten holde ud til at ligge stille indtil han var færdig. Nu er de blå og fine. Jeg håber at blive bedre endnu næste gang. Man siger jo, at skal man være god til noget… så skal man øve sig.