Jeg nyder at være hans dukke.

Nogle gange, gør han små ting som får mig til at føle mig formet af ham. At han bestemmer over mig i hverdagen, små bitte ting, skjult for omgivelserne. Ting som gør mig til en dukke der retter mig ind, lader ham forme mig og bestemme over mig.

Sommetider synes jeg det er uretfærdigt, sommetider føler jeg han roder med ting jeg selv ville bestemme. Men lader jeg ham bestemme det, ender jeg altid med at være gladere end før.

Forleden var vi ude og ose, se på tøj og shoppe rundt. Jeg har nævnt for ham at jeg ønskede mig et tubehalstørklæde, der var nogle i H&M på udsalg. Han mente jeg skulle have et. Jeg tog et af de brune og prøvede, spurgte om jeg skulle have det. Han svarede at ja, jeg skulle have et – men kun hvis jeg tog et i lilla.

Det gik mig lidt imod, men jeg gjorde som han ønskede. Nu er jeg enormt glad for halstørklædet, glad for at det ikke er brunt. Men mest glad for at han har valgt det.

Nogle gange når vi spiser ude, beslutter han hvad jeg skal have. Beslutter hvad jeg skal drikke og spise. Nogle gange rammer han helt perfekt, andre gange lidt ved siden af – og i begge tilfælde føler jeg mig bestemt over, men også forkælet. Rammer han perfekt bliver jeg glad fordi jeg var heldig at få det jeg ønskede, glad fordi han kender mig og vælger præcist. Rammer han ikke helt perfekt, bliver jeg glad ved følelsen af hans magt. Glad fordi han lader mig vide at alt ikke er mit valg. Jeg bestemmer det han lader mig bestemme.

Jeg nyder når han bestemmer mit tøj, både hvad jeg skal købe og hvad jeg skal have på. Jeg nyder når han bestemmer min mad, min dagligdag, min lyst.

Jeg er også glad for at det ikke er altid og hele tiden, men jeg nyder at han altid og hele tiden har retten til og magten til at gøre den slags ting ved mig. Gøre mig til hans lille dukke.