Archive for november 2011

Fotodag og bondageleg

SMug gentager sidste års succes med en julekalender. En nedtælling til puleaften.

Jeg var lidt nervøs for det, nervøs fordi det er første gang vi deltager  i den slags. Tænk hvis ikke han var tryg ved det? Tænk hvis han oplevede det som grænseoverskridende at jeg er med.

Vi havde en god dag. En dag med en konstant flirt. Skiften tøj, frække smæk og en ophængsbondage i fotografiets hellige navn. Jeg var godt liderlig da vi endelig skulle hjem.

Godt hjemme fik vi mad og hyggede med en god film. For så at ende i god sex på sofaen. Desværre kunne jeg ikke holde til endnu en ophængning – måske gik det for stærkt, måske var jeg bare ude af træning. I al fald måtte jeg ned igen da først jeg kom op. Lidt et slag i den ærgelige retning – men nøj en dejlig lørdag.

Dejligt at komme op at hænge igen. Det er virkelig længe siden. Følte jeg var ude af træning – men også at jeg har savnet det. At jeg sank hen og nød det. Denne gang var det i en lånt kimono – en ny oplevelse. Følte mig mere nøgen når den blev flyttet væk fra mine bryster eller afslørede ben. Meget interessant. Kan godt være jeg er nødt til at anskaffe mig sådan en 🙂

 

Reklamer

Man må ikke slå!

Vi var ude og spise i søndags. Lørdag havde jeg været sløj, så vi var blevet hjemme fra en tur i Dojoen, en tur vi havde glædet os til. Nu hyggede vi, os to og den yngste af hans børn. Han tømte hele transportbåndet på den running sushi restaurant vi var på for æblekage (spørg mig ikke hvad æblekage har med sushi at gøre). Hver gang han rakte ind efter et stykke sushi kyssede han mig eller rørte ved mig. Konstant den her følelse af at være begæret, lysten fra ham, omsorgen… mmmm.. Pludselig prikkede han mig i siden og jeg blev forskrækket.. og jeg slog ham. Lige i panden. Klask. Lidt for hårdt, lidt for meget og lidt for kækt (men lyden -var- sjov).

Han sagde det til mig da vi var oppe og betale. At han ikke var tilfreds med mig. At det gjorde ondt.

Nej nej nej. Min hjerne gik allerede i selvsving. Inden vi var taget afsted havde han lagt uniformen frem. Ville han nu ikke lege med mig? Havde den her ellers fantastiske aften udviklet sig til en katastrofe. Vi gik i tavshed til toget. Han holdt mig næsten modvilligt i hånden. Da vi kom til elevatoren op til lejligheden, ville han ikke kysse mig derinde. Vi kysser ALTID i elevatoren. Så ved jeg dagen er god. Så ved jeg aftenen bliver god. Han skubbede mig væk. Det var som at blive slået hårdt i ansigtet. Han kunne have givet mig en uventet flad, som ville have ramt mindre hårdt – og han vidste det.

Da vi kom ind besluttede han at jeg skulle se min yndlingsserie, Borgen. Jeg havde kun lyst til hans tilgivelse. Kun lyst til at han ikke var utilfreds med mig.  Han satte mig på en pude på gulvet. Hver gang jeg så væk fra skærmen var han der. Rettede mig. En lang time hvor jeg konstant var bange for hans manglende tilfredshed. Bange for hvad han ville gøre om lidt – men mest for hans manglende nærvær.

Borgen sluttede og han hev mig med ind i soveværelset. Bandt mig. Slog mig med børsten (en jeg har vundet på http://www.kinkster.dk – som trækker blod allerede ved få slag). Allerede ved andet slag græd jeg. Ikke fordi han slog hårdere end han plejer, men fordi det var straf, fordi hans manglende tilfredshed ramte så hårdt.

Han hev mig ind på briksen, bandt mig på maven. Straffede mig til snottet stod ud af næsen på mig. Tårene rendt ned af kinderne. Jeg kæmpede for at få vejret, stadig snottet. Så gaggede han mig, gaggede mig med den gag som er så ubehagelig. Som gør mig så lille og sårbar. Det var sværere at få vejret.

Han hev mig ud over kanten. Kyssede mig. Snottet løb ud af min næse, ned over hagen, alle steder. Jeg følte mig så pinligt berørt, men han lod mig ikke få pudset næsen. Han bukkede mig ind over briksen og trængte op i mig. Tog mig hårdt og dybt. Pressede så imod mit røvhul. Da jeg stønnede at det gjorde ondt, var han svar, at jeg jo sagde det var hans, så nu skulle jeg bare åbne op. Han forbarmede sig og brugte en smule lube, men det smertede stadig da han trængte op i mig. Jeg prøvede virkelig at give ham adgang, hans røvhul, hans fisse, hans krop.

Igen rejste han mig, bandt mine bryster op og lagde mig ned igen. Denne gang på fakirmåtten. Smerten var intens, for meget, for voldsom. Jeg græd og græd og græd. Han pressede den kraftige vibrator imod min fisse, men uden jeg kunne komme. Jeg forsøgte ellers at give ham hvad han krævede af mig.

Til sidst trak han mig igen ind i soveværelset. Slog mig igen.

Han spurgte om jeg var færdig. Jeg sagde ja. Han løsnede mig hurtigt. Velvidende at når jeg siger ja, så er det ja. Normalt vil mit svar være – at det bestemmer han. I virkeligheden, hvis jeg svarer ja – og han ikke er enig – så er jeg det ikke. Men nu fik jeg valget og ville gerne stoppe. Jeg græd bagefter. Lovede ikke at slå igen…

Han trængte igen op i mig. Jeg spredte mig villigt for ham, lod ham komme til. Han tog hvad der er hans. Brugte mig som hans liderlige tøs. Efter han kom fik jeg lov at have hans spermdryppende pik i min mund, mens jeg onanerede til jeg kom. Jeg er en heldig og forkælet Rapsak.

Ikke forsvundet

Det har været en lidt hård tid. Der er nogle udfordringer på mit arbejde som har slået mig helt ud.
Slået mig ud på en måde hvor min seksualitet har været gået i en delvis dvale. Det har været trægt med lysten.
Det med lysten ser ud til at være gået over igen. Jeg begærer ham med alt hvad jeg har. Mine øjne, mine hænder og min mund fortæller ham det ved alle tænkelige lejligheder og han belønner mig med en spontan rejsning i et par stramme jeans og et dybt besidderisk kys.

Jeg har oplevelser og fantasier jeg ønsker at dele. Tiden og energien til at skrive har blot været lille 🙂

En hård weekend

Det er ikke nogen hemmelighed, at da vi mødte hinanden var det ikke planen det skulle være os to. Han havde lige mistet sin kæreste, hun var død efter kort tids sygdom. Jeg havde blot ikke intentionen at være par – skulle i al fald slet ikke være det med en der var så meget ældre, havde børn og var midt i en sorgproces.

Nu gik alt som det gjorde, vi satsede og er nu sammen. Heldigvis.

Denne weekend er en af dem som er lidt hårde. Det er et halvt år siden at hans tidligere kæreste døde. Vi har begge holdt weekenden fri, hygget om hinanden. Eneste plan vi havde aftalt på forhånd, var at han skulle besøge kirkegården. Jeg ville tage med ham til den by hun er begravet og sætte mig på en cafe. Et sikkerhedsnet hvis læsset væltede.

Alligevel har det været en rigtig hyggelig weekend. Vi har fået talt ud om en masse ting. Når man skal tackle noget så svært som sorg, bliver man nok lidt hudløs. Vi har talt parforhold, følelser, sex og meget andet. Vores ideer om at binde en masse blev dog ikke til noget. Mest fordi vi begge fornemmede den her hudløshed kunne komme til udtryk, som en manglende forbindelse til hinanden i rebene. At erkende det, var også lidt hårdt. For lysten var der, tankerne, behovet.

Samtidig med følelsen af, at der er ting vi har lyst til som vi afstår fra. For begges bedste. Så er den kraftigste følelse hos mig lige nu, den af at blive rummet, set, hørt og elsket. Af at vi er ærlige og har tilliden til at åbne, være hudløse sammen. At han viser mig den tillid at lade mig være del af hans sorgproces, men også har plads til at jeg synes nogle ting er svære at rumme og tackle. At vi er os selv sammen.

Vetoretten

 

Vi lever i hvad vi selv betragter som 24-7. For os defineret blandt andet ved at han har vetoret på de områder HAN ønsker at have vetoretten på. Det er ikke så frygteligt mange områder (endnu), men når han bruger den – så retter jeg ind.

 

Vi diskuterer ofte hvordan verden er, vi er ikke enige om alting og på nogle områder er vores grundlæggende principper helt forskellige.

 

Jeg ved han kan lide mig som en stærk pige. Han er stolt over at jeg er dygtig til mit arbejde og mit studie. Den magt han har ønsket at tage på det område, handler mere om at få mig igennem – at jeg ikke må give op – og om mit generelle velvære. Det betød at da jeg talte om min bachelor, om at ikke kunne overskue den osv. Der kom “tonefaldet” på da han konstaterede “at jeg skulle bare se at blive færdig med min uddannelse. Dermed er det ikke en mulighed at lade være, medmindre han giver mig lov… hvilket i så fald ville være for mit velværes skyld.

 

Da jeg har noget krise på mit arbejde i øjeblikket. Hvor nogle elever er meget grænsesøgende og grænseoverskridende overfor mig. Er jeg nu i nogle uger kommet hjem træt og slidt. Sommetider endda ked af det, som at når han tog fat om mig og tvang mig til at være rolig i hans favn – der brød jeg sammen. I den situation gjorde han det klart, at hvis ikke det blev bedre med mit arbejde – så skulle jeg ikke blive der.

 

Dermed blev det at stoppe med arbejdet en mulighed. Vi har talt om det – og jeg bliver der lidt endnu i håbet om at det bliver bedre – men han har vetoretten.

 

At lade ham stille og roligt få magt over mit liv, ud over min seksualitet, det er en process. Det er noget vi fælles gør – for og ved hinanden. Det er for mig noget sværere end at hente kaffe til ham, eller sprede benene når han ønsker det. Han ønsker at jeg er en stærk pige som giver ham mod-og medspil. Som siger til og fra – vi ønsker begge at han alligevel har det sidste ord.

24-7

På min favorit kinkyside, har der i tidens løb været en del debatter med 24/7 og ejerskab som omdrejningspunkt. Det er lidt forskelligt hvor meget jeg har deltaget i lige de debatter, ikke fordi jeg ikke har meninger, nærmere fordi jeg har haft oplevelsen af at dem som levede det “for alvor” havde mere ret til deres holdninger end jeg.

Nu har jeg så tænkt lidt over det. I vores forhold er vi på mange områder ligeværdige i hverdagen, men han ejer mig. Jeg er hans. Det er en tilkendegivelse af et gensidigt tilhørsforhold og en magtfordeling vi har valgt at vores forhold er baseret på. Han ejer mig, jeg er hans og han bestemmer. Han er samtidig forpligtet til at søge at jeg har det godt og er glad. Vores behov for at udleve et ejerskab, er ikke helt så altomfattende som jeg får indtrykket af mange andres udlevelse af lige denne form for BDSM er.

For os er det en proces. Vi er stadig et nyt par, har været kærester i 3 mdr. og det er stadig(og bliver nok ved med at være) en proces at finde ud af hvordan vores BDSM liv skal gå op i en højere enhed, hvordan det skal stemme overens med venner, familie, arbejde etc.

For mig er det ham som stille og roligt indtager mig, med symboler, med lege, med mere eller mindre fasttømrede regler og afretninger. Det er mig, der stille og roligt lader ham få indflydelse på mere og mere af mig og af min færden ud over vores seksuelle samvær.

Han ejer mig ikke kun når vi er sammen, men hele tiden. Det kommer ikke altid (måske endda relativt sjældent) til udtryk som ordrer, regler og kommandoer i min hverdag. Ikke fordi det ikke kan være sjovt, eller fordi det ikke er os, men fordi vi ikke har behovet i hverdagen. Jeg vil mærke hans styring og kraft, men behøver ikke et reb der strammer konstant. Når det så er der, så nyder jeg følelsen og hans stærke greb.

Jeg nyder bevidstheden om hans ret til mig. At vi generelt er ligeværdige, men at han i sidste ende har vetorret.

Jeg kunne skrive meget mere om emnet, men det her er hvad jeg har nu 🙂

Savn

image

Man ved man er hårdt ramt, når der kun går få timer før savnet begynder at dukke op.
Et savn der handler om varme kys og lyst til at forkæle.
Der er dømt æblekage til lækkerbuksen..