Archive for august 2013

Åndeløst

Du kyssede mig gennem den knitrende tynde plastpose.

Du holdt mig uden vejr, lidt længere end jeg kunne

Lidt længere end jeg kunne bevare roen

Jeg blev bange, et øjeblik,

Et øjeblik hvor mine arme famlede og kæmpede for at nå dig, holde dig fast og fortælle dig at jeg var her og jeg trængte til vejr

Så fik jeg luft

Et glimt af luft

Fordi du ville det

Det ramte mig, at lige nu, lige her, ville du kunne tage mit liv og jeg ville ikke bebrejde dig

Det ramte mig, at lige nu, lige her, havde du hele magten og jeg ønskede det sådan

Så forsvandt luften og det begyndte forfra

Reklamer

Kuren imod dykkersyge

Dagen efter mit kraftige dyk – og den alt for hurtige opstigning fra boblen, var jeg stadig ikke helt tilpas. Jeg var overfølsom. Da han ikke holdt mig i hånden i bilen, da vi skulle på tur, var jeg sikker på at han vark vred… at alt var gået galt og ingenting blive godt igen. Jeg kæmpede for at samle mig selv, være stærk, ikke lade det gå ud over ham at jeg var etchy men jeg havde en intens følelse af at kunne blive væk i mig selv, for mig selv, for ham..

Da vi kom tilbage til lejren sagde han nogle ord til mig som jeg ikke husker og imens jeg tænkte på svaret kom den syngende kraftige lussing. Lidt for hård til hvad jeg kunne klare og jeg blev forskrækket og skreg. Han holdt mig fast og spurgte om der var hul nu, mens jeg smågræd… jeg svarede som det var… nej..

Velvidende at jeg dermed gravede en grav jeg følte mig for sårbar til. Velvidende at nu havde jeg budt op til en dans jeg ikke selv troede på at jeg kunne danse..

Jeg fik halsbånd på med snor i. Så jeg ikke blev væk… mest fra mig selv.. vi gik til workshop og jeg nød at jeg vidste hvor han havde mig. Jeg nød han holdt mig tæt og at jeg ikke kunne blive væk. Mest af alt nød jeg at andre ikke invaderede mig, fordi de jo kunne se vi legede.

Han holdt min hånd og vi gik lidt rundt. Kom forbi cellerne og jeg blev låst inde. Jeg ville sige til ham at det ikke ville virke, men han lukkede døren og jeg var alene. Der var koldt, for gulvvarmen havde ikke været tændt og jeg var ikke oplagt til leg. Jeg kæmpede jo i forvejen med at samle mig.

Han åbnede og bad mig tage mit tøj af. Jeg adlød og udleverede det. Nu frøs jeg for alvor og han gik bare fra mig. Jeg forsøgte at samle mig om at holde varmen, om ikke at flytte for meget på mig så den lille firkant på gulvet mine fødder havde opvarmet var alt hvad jeg rørte.

Der gik lidt tid og han kastede et tæppe ind til mig. Det var ikke et af vores og det lugtede småskummelt. Støvet, brugt og gammelt. Jeg kunne pakke det om mig. Faktisk kunne jeg pakke det så jeg kunne ligge ned i det mørke rum og bare være til.

Da han kom igen legede han med lyset, forvirrede mig. Så forlod han mig igen.

Jeg ved ikke hvor længe det blev ved, men da han til sidst fik mig til at stå op af den kolde bagvæk og begyndte at slå, der var det alt for meget og jeg kunne jo ikke finde mig selv. Kunne han ikke forstå det?

“Nu slår jeg dig til du enten får mærker eller siger cirkus”

Ordene gav genlyd mens han med politistaven havde mine baller i behandling. Mens jeg skreg højt og forsøgte at flygte fra en smerte jeg ikke kunne bearbejde, flygte fra at han forsøgte at få hul på mit indre og flygte fra mig selv.

Efter hvad der føltes som evigheder, græd jeg og hulkede og kunne ikke finde ud af mig selv. Kunne ikke finde ud af at overgive mig nok til at synke ind i smerten, men jeg var heller ikke villig til at kaste håndklædet i ringen. Han hev mig ud af cellen ved håret. Han slæbte mig efter sig og ind i vådrummet. Spændte mig fast og begyndte at spule mig ned.

Jeg husker ikke om vandet var koldt eller varmt, men jeg husker panikken da han hev en stofpose over mit hoved og fortsatte spulingen. Nu kunne jeg jo ikke se ham, han kunne ikke se mit ansigt og jeg kunne ikke få vejret. Alt flød sammen og snotten var med til at jeg ikke kunne trække vejret og han stod så langt væk med sin vandslange og alt var frygteligt og jeg var ensom og nu gik der hul….

Jeg hulkede og han blev ved. Jeg havde skulle tisse hele legen igennem og han vidste det. Så han fik mig til at sætte mig ned og gav mig besked på at tisse. Jeg kunne ikke. Inde i mit hoved kunne jeg ikke…

Samtidig var jeg klar over at hvis ikke jeg gav op.. gav ham alt… ville han fortsætte.. han ville ikke bøje sig før han havde mig, helt nede og helt hans..

Jeg gav slip. Hulkende sad jeg på gulvet foran ham i mit eget pis. Jeg kunne ikke mere og han vidste det. Jeg vidste han vidste det..

Så da støvlen ramte mit lår skreg jeg helhjertet… han sparkede mig hen af gulvet.. hårdt og brutalt mens jeg skreg “nok nu…. please… nok nu.. “… endnu en gang ramte støvlen mig og endnu en gang hulkede jeg..

Jeg krøllede mig sammen på gulvet og tog imod hans spark og tanken slog mig “jeg stopper ikke før du har mærker eller siger cirkus” og jeg tog bare imod..

Der stoppede han. Samlede mig op og skyllede rummet rent. Førte mig over i bad og vaskede mig, vaskede det forslåede af mig og kyssede mig inderligt mens jeg blev holdt fast i hans arme og fik varmen..

Langsomt begyndte opstigningen.. denne gang uden dykkersyge..

Dykkersyge

Han hev posen over mit hoved. Der midt i gården. Jeg vidste hvad klokken var slået og da det kolde vand ramte nylonposens stof forsvandt jeg. Forsvandt direkte og på få sekunder ned i subverden. Vidste at melodien var hans og jeg hans instrument, min stakåndede vejrtrækning gennem stoffet, den kolde fugtighed og forskrækkelsen havde sendt mig med ekspresfart til et dybt sted hvor vores bobbel var verden.

Få sekunder efter blev jeg revet ud. En havde haft en bog liggende på bordet. 2-3 små dråber vand havde ramt den, hun var sårbar og havde haft nogle hårde dage… og tanken om at bogen havde kunne gå i stykker – hvis altså vandet havde ramt den – væltede hendes verden. En diskussion på grænsen af et skænderi, mellem hende og en anden foregik lige foran mig. Debat om hvorvidt leg kom før ejendom.. om hun kunne have flyttet bogen da der for kort tid siden havde foregået anden leg på bordet, om de legende kunne have rydtet bordet først…  hvem der skulle have betalt en ny bog – hvis den havde været gået i stykker… osv..

Selvom jeg blev holdt hårdt fast, selvom jeg forsøgte at gemme mig i hans favn, selvom det ikke var ham eller mig der skændtes, så ramte det mig. De hårde følelser og ord der blev udvekslet ramte lige ind i mig. Lagrede sig og jeg var ikke dybt længere – jeg var i ingenmandsland… Jeg var skudt ud af den dybe verden hvor der kun er ham og ud i en verden hvor folk var uvenner.. 

Han kunne mærke jeg ikke kunne holde dem ude af mit indre og han sendte mig ind og skifte til tørt tøj. Jeg rejste mig og fandt vej til vores rum, han gik ind og tjekkede til mig mens jeg trak i joggingbukserne og den store sweatshirt. Jeg brokkede mig over der ikke var blevet taget hensyn,  fortalte jeg ville nævne for pigen at det ikke var så fedt… Han tullede afsted, velvidende at jeg var ok og nu i tørt tøj og lidt efter gik jeg igen ud i gårdområdet…

Da jeg åbnede døren ramte det mig. De følelser jeg havde optaget fra verden. En pige jeg før har holdt om da hun græd så smukt i smerte, kom forbi i samme nu og hev mig ind i et kram. Min verden krakelerede og jeg kunne ikke se ham nogen steder, han var ikke i gården og han skulle jo samle mig op nu. Han skulle redde mig nu for al den rod der pludselig var indeni.

Jeg nærmest løb ud på toilettet for at se om han var der, men ingen havde set ham og revnen i mit sind blev bare større og større og jeg kunne ikke holde sammen på mig selv.

Jeg gik som i en trance tilbage til gårdområdet, kiggede febrilsk rundt efter et menneske hvis favn jeg kunne invadere. En som kunne holde sammen på mig, indtil han fandt mig. Han kunne jo ikke vide at jeg var i opløsning og han måtte jo være i nærheden. Jeg styrede imod en ven – men pigen med bogen styrede hen imod mig så jeg måtte forsvare min skrøbelighed med et vrissent “IKKE NU- BLIV VÆK FRA MIG”, hun gik grædende bort og jeg arkiverede hendes ulykkelighed som noget jeg måtte tage mig af senere, jeg kom først nu.

Jeg nåede hen til en ven, fortalte jeg ikke kunne finde Sarudoshi. I det samme jeg skulle forklare jeg skulle holdes om, kom Sarudoshi ud af bygningen og verden ændrede sig fra forvirrende larm jeg ikke kunne forholde mig til, frygt og usikkerhed – til et tunnelblik hvor jeg kun kunne søge ham.

Jeg nåede ikke hen til ham før jeg hulkende græd, uden at kunne formulere årsagen, så Sarudoshi nåede igennem alt fra “nogen har slået hende/hun er kommet til skade” til “Nogen har rørt hende-han kommer til skade”. Da jeg endelig hikstende fik forklaret ,at jeg uden filter var blevet skudt ud af en dyb sub, blev resten af aftenen brugt på kram og kys.

Pigen fik jeg talt med senere, men der gik en hel dag før jeg fandt mig selv igen. Fordi jeg var skudt så hurtigt op, viste det sig at kræve en tur helt i bund igen for derefter at blive taget langsomt op før jeg kunne få ro på.

Ferien ved at være slut

Så er ferien så småt ved at være slut. Sikke en dejlig ferie. Jeg glæder mig nu også til at komme igang med hverdagen igen, dels fordi at min slankekur har været på hold og jeg glæder mig til at komme igang igen, dels fordi jeg glæder mig til at komme tilbage på jobbet(tænk hvad et par ugers ferie kan gøre) og sidst men ikke mindst skal Sarudoshi starte på et nyt arbejde – et arbejde som på den ene side betyder han kommer til at være mindre hjemme, hvilket jeg naturligvis ikke glæder mig til, men jeg glæder mig til at vi kan begynde på den hverdag vi nu har forberedt os på i flere mdr.

Jeg glæder mig ikke til at sove alene, men jeg kan godt glæde mig lidt til lumre sms’er.
Jeg glæder mig ikke til at savne ham, men jeg glæder mig til gensynets glæde.