Archive for januar 2014

Skåret i småstykker..

Vi har ikke set hinanden i nogle dage. Kun talt sammen en smule. Sådan er det at have en kæreste der arbejder langt væk. Sådan er det at være græsenke.

Vi vidste åbenbart godt begge to at vi trængte til hinanden, til noget tæt og intenst. Men jeg havde ikke forestillet mig hvad det skulle være.

Da han hentede mig på arbejdet var han gået sukkerkold. Der var hovedpine og en smule irritabilitet i bilen. Da vi handlede valgte han aftensmaden – jeg havde travlt med at pludre om alt og ingenting og om at lave egne flødeboller… skulle jeg bruge almindeligt sukker eller var rørsukker mon bedst? Han fik mig til at vælge en chokoladebar. Han fortalte mig at aftenens plan var at vi spiste chokoladen, drak lidt vand, gik med hunden, fik et bad, legede og derefter kunne vi lave aftensmad.

Jeg tænkte uhh.. tænk hvis jeg er for træt eller ikke kan. Men forsøgte at holde det tilbage. Nu skulle jeg følge med og nyde at han ville mig. Ikke lade dagens træthed og adskillelsens træghed være grund til at legen blev uden dybde.

Da vi kommer hjem er døren ind til stuen lukket og der stod et møbel foran døren. Jeg spurgte til det. Mest fordi jeg ville vise ham noget jeg havde købt som nu stod ude på altanen. Jeg fik ikke lov at gå ind i stuen og panikken gik i mig. Tænk hvis han havde store forventninger til mig som jeg ikke kunne leve op til, tænk hvis han ville slå mig en masse og jeg ikke kunne tage imod.

Han tog fat i mig. Det pis gad han ikke. Hvis jeg sagde jeg ikke kunne, så aflyste vi al hygge denne aften. Jeg krøb ind i mig selv, i et mussehul. Han havde ret jeg skulle ikke gå i panik.

Hunden luftet, pludrede igen om mit projekt med flødeboller. Det kunne jeg forholde mig til, al den spænding inde i stuen var fremmed og farlig.

I badet udspurgte jeg ham “Er det en gave?”… “Det kan man godt sige”… “Hvad farve har den?”.. “Mange farver..”… “Er det blødt?”… “Mjaaa… “… “Er det hårdt?”… “På en måde…”..

Jeg blev tørret. Smurt ind i fugtighedscreme. Gik rundt om mig selv.

Pludselig spurgte han mig hvorfor der lå en affaldssæk i gangen. Jeg kunne ikke svare.. det var jo ikke mig der havde lagt den der.. måske havde han været ved at smide noget ud? 

“Nå ja.. det er til dine roser, de er jo ved at skulle smides ud”

Jeg vendte hovedet for at gå ud til roserne og se på den og pludselig var alt sort og plastikposen over mit hoved. Panik, vi har leget meget med poser men ikke sorte sække og hvad nu hvis alt var forkert. Han fik mig til at falde til ro. Satte mig på knæ med strips om armene og var lidt væk. Rodede med ting.

Da han kom tilbage havde han gummihandskerne på. De blå kunne jeg dufte. Dem elsker jeg. Jeg kunne mærke hans bluse. Den fantastiske bluse jeg købte til ham, fordi den lidt lignede den Dexter har på i serien, den han plejer at slå folk ihjel med. Dexter, min yndlingsserie hvor massemorderen slår ihjel med den særlige bluse på.. i et rum pakket ind i afdækningsplast og hvor offeret ligger på ryggen, på briksen, pakket i wita-wrap og er i panik imens alt er voldsomt og angsten stor. Det rum jeg ved flere gange har sagt, at jeg ønskede mig at prøve. 

“Jeg ønsker at du får mig til at tro jeg vil blive slået ihjel, på den måde Dexter gør det” havde jeg sagt en dag for længe siden. Vi havde ikke talt om det længe.

Han førte mig ind i stuen og jeg hørte pludselig lyden af tyndt plastik. Så startede soundtracket fra serien og jeg begyndte at græde. Ikke af angst men af lykke, lykke fordi han havde sat et scenarie op som jeg havde ønsket mig… se det må være det mest romantiske der nogensinde er gjort for mig.

Han førte mig ind gennem plastikken, ind på briksen og fixerede mig med wita-wrappen. Det føltes så udsat og sårbart. At ligge der med posen over hovedet. Pludselig var alt lys, han havde tændt en lampe som skar igennem det hele og gav et klinisk lys… selv gennem posen..

Et kort øjeblik fik jeg posen af. Så jeg kunne orientere mig i rummet. Alt hvad jeg kunne se var pakket ind i plastik. Plastik som gjorde at blev det grisset, ville det kunne pakkes væk… plast som ville beskytte møbler og gulv imod blod, tårer og hvad der ellers kunne komme på det.

Jeg fik en carabin i hånden som jeg kunne smide, smide hvis det hele stak af for mig og blev for meget. Denne ene gang hvor han ville kneppe min hjerne med ren angst, ville han vide at jeg kunne sige stop nemt og enkelt.

Sækken over hovedet igen og så mærkede jeg kniven.

Kniven imod min hud. Følelsen af at det går igennem, følelsen af blod der løber… min hjerne der fortæller mig at det jo bare er teaterblod. Selvfølgelig er det det. Ellers ville det jo gøre mere ondt… men det brænder da lidt… 

Fairyen på min fisse, spændt fast med gaffa-tape… 

Endnu et snit.. endnu et.. 

En nål i mit bryst.. en i det andet.. mere kniv.. blodet der løber…. er det blod? Ej.. det må være noget andet.. 

WRRRRRUUUUUMMMMMM…. maskinen kom tættere på…   WRRRRUUUUMMM..  jeg hører mit skrig gennem lyden og mærker så det hårde metal imod min krop og panikken.. luften fra maskinen..  hvorfor gør det ikke mere ondt..  hvorfor gør han det.. det er for meget..  arrj.. det kan ikke være en stiksav.. det gør han da ikke… følelsen af blod.. men arj.. det kan det ikke være.. 

Kniven igen..  nåle.. skrig igennem tågerne.. igennem tårerne.. 

Min hånd får ramt mit lår.. det er fedtet.. vådt… jeg mærker på mine fingre.. det er klistret.. varmt.. fedtet… BLOD…

Panikken og min hjerne der forsvinder.. det hele forsvinder.. han skærer igen.. jeg savner hans kys.. igen et snit.. denne gang på låret..  jeg kan ikke mærke min krop.. kun angsten.. Min fisse er et sted langt væk.. lammet af vibrationen men slet ikke i kontakt med min krop.. med min hjerne som er væk.. er grød.. 

Han skærer igen.. denne gang har han taget fat i en finger og er begyndt at file i den med kniven.. savtakket og hård og det gør så ondt og panikken får overtaget.. han skærer jo min finger af om lidt og jeg slap carabinen.. … 

Han tog posen af mit hoved og forsigtigt blev jeg løsnet… 

Jeg så ned af mig selv.. alt det blod.. .. . Det svimlede og igen rystede jeg og panikkede.. blev holdt om.. badet.. og det var jo bare teaterblod..

 

Image

 

Reklamer

Ny dansk BDSM side

Det sker indimellem at jeg får henvendelser fra læsere som gerne vil vide hvor de kan komme i kontakt med andre som er til BDSM.

Der er en del sider rundt omkring på det store internet – nogle internationale, andre danske. Oftest er det dog sådan at man skal kende nogen for at blive inviteret med. Det gør også at man ofte skal kende nogen for at få adgang til viden, til kalendere og meget andet.

Blandt andet derfor har Sarudoshi og jeg været med til at starte en ny side op sammen med andre dejlige BDSM folk.

Siden hedder http://houseofo.eu/

Det er gratis at være med, den ligner lidt en facebookside og er stadig under opbygning.

Håber i har lyst til at være med 🙂