Jeg har det ikke så godt. Lang tids, meget lang tids mistrivsel i mit arbejdsliv har desværre sat sit præg. Nu er jeg syg, sygemeldt, og en del af mig er ulykkelig. Hvem er jeg når jeg ikke kan arbejde? Jeg har taget min drømmeuddannelsen, videreuddannet og specialiseret mig, og har egentligt min drømmestilling. Hvorfor er jeg så blevet syg af det?

Stress sætter også sit præg på mig hjemme. Jeg har sjældent lyst, når den så kommer er den dyrisk og fysisk, men nærheden kan være svær. Jeg føler mig skyldig og mislykket som hans slavinde og ejendom. Han siger søde ord, passer på mig, men jeg fungerer dårligt og har svært ved at tage imod hans kærlighed. Jeg er bange for legen, for hvad nu hvis jeg ikke kan, jeg har svingende lyst og den kan forsvinde lige så hurtigt som den kommer.

Vi har længe talt om brændemærket. Jeg har ønsket mig det i evigheder, men naturligvis frygtet det. Frygtet smerten og det intense. Han har fået det speciallavet. Det er smukt. Det har ligget og truet. Grint af mig.

Han har varmet det op og lavet prøvetryk på forskellige ting. Vist mig det. Jeg har smilt og fniset nervøst.

Vi har udskudt det. Det skulle være rette tidspunkt, rette scenarie, rette stemning. 

Han besluttede at nu skulle det være. Midt i et antal fridage han havde taget for at pleje mig. Jeg talte om at det var uhensigtsmæssigt dagen før en psykologsamtale, tænk hvis jeg ikke kunne sidde? Han så igennem min nervøsitet og igennem det manglende overskud. Jeg blev sendt i seng.

Nogle timers middagssøvn, så hentede han mig. Jeg blev iført en maske, halsbånd og placeret på en palle i solen bag huset. Knælende med bagen i vejret. Han kælede, legede, fyldte mig ud skiftevis med den oppustelige plug og med sin pik. Holdt mig våd og liderlig. Fik mig til at komme og blive helt afslappet. Kneppede mig igennem, vendte mig, kneppede mig til nulstilling imens den ubehandlede palle, rev min ryg med små rifter og den fjerne tanke om splinter fik følelsen af overgivelse til at rulle ind over mig. Jeg åbnede mig, lå pænt og hengivent, og tænkte at splinter ikke var hans problem og at jeg skulle være hans dukke.

Han vendte mig igen om. Varmede jernet. Jeg blev nervøs. Han lovede at advare, at sige til. Jeg stod utålmodigt og nervøs på alle fire. Røven holdt højt mens mine håndflader svedte og tanken om splinter igen flakkede forbi mig. Han aede mig på ryg og balle.

Spørgsmålet kom roligt. “Er du klar?”

Et hæst “nej” slap mine læber.

Hans stilhed var et forundret spørgsmål som hang i luften.

Lidt mere fattet fik jeg sagt “Det er vist så klar som jeg kan blive”

Jeg var fast besluttet. Holdt fast i pallen, spændte i hele kroppen. 

Jernet ramte min balle. Alt var krop. Jeg brølede og min krop skød frem og væk fra varmen. Han var straks over mig. Holdt mig tæt og med smil i stemmen, fik han mumlet at han gerne ville have holdt den længere, men at jeg flyttede mig hurtigere end han havde troet muligt for mig.

Jeg undskyldte. Var ked af at have flyttet mig. Bange for at det ikke var lykkedes, bange for ikke at være god nok. Han smilte stadig. Fortalte at hvis det ikke var blevet godt nok, måtte vi jo bare gøre det igen.

Jeg var lettet over at han ikke var skuffet, men frygtede allerede næste gang.

Fotoet herunder er lige efter mærkningen.


Nu er opgaven så, at få mærket til at blive. Jeg har fået besked på at solbade så jeg kan få gjort mærket tydeligt 😃

Så der luges i bar rumpe.


Nu hvor der er gået nogle dage, kan jeg mærke helingen. Jeg kan mærke ham. Se ham når jeg ser mig i spejlet. Føle roen ved at være hans.

Reklamer