Archive for maj 2018

100 dages underkastelse – dag 12 – morgenmad

Jeg skulle op før han skulle. Han kunne i grunden gasse den så længe han havde lyst til.

Jeg lavede min morgenmad. Elsker blødkogte æg fra morgenstunden. Kogte til ham også, selvom han fortsat småsov. Lavede hans kaffe. Satte begge dele på bordet ved siden af sengen.

Et øjeblik nåede jeg at tænke, at det var en skam hvis han sov forbi det. At det blev koldt mens han sov. Kom frem til at det sikkert stadig var værdsat, at akten med at forkæle ham ikke kun er et spørgsmål om at han får varm morgenmad – men om at han oplever at jeg gør det for ham, at han føler sig forkælet.

 

Reklamer

100 dages underkastelse – dag 11 – forglemmelse

Jeg glemte det. Var så koncentreret om at vi nu var i banken, at vi skulle tale om økonomi, lån og basen for vores fremtidige levestandard. Jeg er den der oftest har overblikket over vores økonomi, og jeg var så optaget af det.

Da vores bankrådgiver pegede på stolene, satte jeg mig og forglemte mig. Glemte aftalen om at jeg skulle have hans tilsagn før jeg satte mig. Hans blik fik det til at krympe sig i mig. Straffen ved blikket alene, gjorde sit.

Hjemme senere. Skulle spise aftensmad. Huskede det.

100 dages underkastelse – dag 10 – madpakke

Hans morgen skrider. Han når ikke det han vil.

Normalt gasser jeg den videre. Nyder det. Dels er jeg ikke i vejen for ham, dels skal han afsted før jeg. Jeg nyder at ligge under dynen og høre ham rumstere.

Vi er i kolonihaven. Der er sengen i stuen. Jeg blunder mens han spiser sin morgenmad.

Han er irriteret. Et eller andet gør at hans tidsplan er skreddet.

Han vrisser at nu fik han ikke smurt madpakken, imens han vælter ud af døren med en hun halsende efter i snoren, forvirret over skiftet af stemning.

Da døren smækker ligger jeg et øjeblik. Der er koldt udenfor dynen. Der er stadig 10-20 min til jeg skal op.

Pludselig trænger det ind. Han mangler jo en madpakke. Ikke at han ikke kan løse det selv, men behageligheden i at det er løst..

Hurtigt får jeg vredet køleskabet for dets gemmer. Smurt hurtige mader. De er ikke smukke. Der er ikke små kærlige sedler eller andet i. Der er rugbrød med smør og pålæg, pakket i madfolie. Ikke smukt, ikke ualmindeligt lækkert, men med en enkelt skive agurk hist og her.

Han er stresset da han kommer ind. Jeg er ikke færdig. Han siger han ikke har tid til at vente. Jeg skynder mig. Når det. Kysser farvel og han er væk.

Objektivt set et øjeblik med potentiale for konflikt. Jeg ligger det væk, jeg gjorde det jeg skulle, som jeg skulle.

Smiler til mine blomster fra i går. Jeg er en god pige.

100 dages underkastelse – dag 9 – blomster

Hjemme efter en lang dag. Kom senere hjem end han.

På bordet en stor buket blomster. Roser i farver jeg holder af.

“Fordi du har været sådan en god pige” siger han og kysser mig.

Stolt får jeg sat dem i vase på ærespladsen midt på spisebordet.

100 dages underkastelse – dag 8 – smerte

Jeg har ikke været god til det. Dækker mig ofte til.

Nu opfordrede jeg. Tog imod så godt jeg kunne.

Han stod i køkkenet. Vi havde lige spist. Grillet. Han havde fået købt sig en ny meget stor grill spatula i metal. På kanten var der et skær som på en grillkniv. Han truede mig med den.

Jeg sænkede mine arme. Smilede. Atypisk.

Han kælede med den. Ridsede mig med den. Klapsede mig.

Jeg lagde mig på sengen på alle fire. Kæmpede for at tage imod. For ikke at blive forskrækket. For ikke at tænke at lige om lidt blev det for meget.

Smerten der bredte sig i mine baller, rødmen, varmen. Det sendte gnister til mit køn. Gensynsglæde med følelsen af at give slip. Med følelsen af smerten. Af ham.

Hårdt tog han mig. Dybt. Voldsomt. Hurtigt. Intenst.

Jeg var så stolt da han tømte sig i mig med et brøl.

100 dages underkastelse – dag 7 – morgenbrød

Vi vågnede sammen. Krammede. Puttede. Han spurgte til morgenmad, hvad der var.

Jeg tilbød blødkogte æg og evt. noget yoghurt. Det var tydeligt ikke hvad han ønskede sig.

Jeg tilbød at køre til bageren, se om den er åben på trods af helligdagene.

Han smilede og sendte mig afsted.

Det er en lille ting, måske også en man normalt gør i helt almindelige parforhold. Men ja, dagens submissive handling var en tur til bageren. 🙂

100 dages underkastelse – dag 6 – At løsne hans snørrebånd

“Du sætter dig ikke før du får lov.. ikke længere.. ikke når vi har forladt det her selskab..”

Han hviskede det til mig imens vi var ude og til familiefest. Han hviskede det mens han gjorde det klart at den nye regel trådte i kraft nu. Lige nu. Med den lille hage, at nu var vi til fest og han godt vidste det nok blev undtagelsen fra reglen.

Vi talte sagte om det. Jeg fortalte jeg nok ville ende med at skulle øve mig lidt før det blev en vane. Han lo og kyssede mig. Så hyggede vi videre med de andre.

Små glimt af lykke. Vi er i samme båd.

Hjemme efter en lang og varm dag. Jeg knælede foran ham og hjalp ham ud af skoene. Løsnede hans snørrebånd. Tog skoene af. Befriede hans fødder fra det varme fangeskab.

Han belønnede mig ved at stikke pikken dybt i min mund. Kneppe den. Derefter kneppe mig. Hårdt.

Han holdt mig fat. Nede. Brugte mig. “Jeg bruger dig fordi jeg ikke gider onanere” stønnede han og jeg forsøgte at ligge som en god tavs dukke. Som den bolledukke han ønskede jeg var i dette øjeblik.