Posts tagged ‘hans’

Når man savner

…må man gerne sende ham lækre billeder

Reklamer

Dybt… og hårdt

Han banker sin pik op i mig. Så dybt han kan. Jeg er stadig tør. Han presser bare til, tvinger sig op. Min fisse må komme efter det når den vågner, det kan han ikke bekymre sig om. Friktionen svider og jeg bliver hvor jeg er.

Instinktivt vil min krop flygte da han rammer min livmoder. Den vil væk fra ham. Han holder om mine hofter, men ikke mere fast end at jeg kan trække mig væk samtidig med at han trænger i bund. Jeg kunne kæmpe imod. Istedet presser jeg mig bagud. Samarbejder.

Smerten rammer mig dybt og brutalt. Hvert stød får mig til at stønne og skrige. Jeg hører mig selv klynke med en stemme der ikke lyder som min, den har en anden tone, den lyder lysere, anderledes.

Igen kampen for at blive på min plads. Kampen for at ligge stille på alle fire. Jeg holder fast i madrassens stof, jeg presser brystet ned, bliver hvor jeg skal. Presser min fisse bagud, skyder med ryggen og smerten rammer igen. Jeg stønner og skriger. Det gentager sig.

Det går op for mig hvorfor lige dette er så godt. Hvorfor lige dette er en yndlingsstilling, en yndlingssituation for ham. Når smerten rammer så dybt, så stikkende, så aggressivt, klemmer min fisse sammen. Smerten og stædigheden for at blive på min plads, forplantes i intense muskelsammentrækninger. Lyde og lydighed.

Igen og igen banker spidsen af hans pik imod min livmoder. Igen og igen presser jeg mig imod ham. Igen og igen strammes mine muskler. Igen og igen stønner og hulker jeg med lyde dedikeret til hans pik.

Det driver fra min fisse. Den er troløs og elsker smerten. Min hjerne er slået fra, den er troløs og elsker underkastelsen. Det slår gnister indeni og det hele kramper sig sammen.

Hans lyde blandes med mine. Han brøler og holder hårdt fast i mine hofter. Hans fingre borer sig ind i mit bløde kød og hans pik udvides. Tiden står stille.

Åndeløst

Du kyssede mig gennem den knitrende tynde plastpose.

Du holdt mig uden vejr, lidt længere end jeg kunne

Lidt længere end jeg kunne bevare roen

Jeg blev bange, et øjeblik,

Et øjeblik hvor mine arme famlede og kæmpede for at nå dig, holde dig fast og fortælle dig at jeg var her og jeg trængte til vejr

Så fik jeg luft

Et glimt af luft

Fordi du ville det

Det ramte mig, at lige nu, lige her, ville du kunne tage mit liv og jeg ville ikke bebrejde dig

Det ramte mig, at lige nu, lige her, havde du hele magten og jeg ønskede det sådan

Så forsvandt luften og det begyndte forfra

Kuren imod dykkersyge

Dagen efter mit kraftige dyk – og den alt for hurtige opstigning fra boblen, var jeg stadig ikke helt tilpas. Jeg var overfølsom. Da han ikke holdt mig i hånden i bilen, da vi skulle på tur, var jeg sikker på at han vark vred… at alt var gået galt og ingenting blive godt igen. Jeg kæmpede for at samle mig selv, være stærk, ikke lade det gå ud over ham at jeg var etchy men jeg havde en intens følelse af at kunne blive væk i mig selv, for mig selv, for ham..

Da vi kom tilbage til lejren sagde han nogle ord til mig som jeg ikke husker og imens jeg tænkte på svaret kom den syngende kraftige lussing. Lidt for hård til hvad jeg kunne klare og jeg blev forskrækket og skreg. Han holdt mig fast og spurgte om der var hul nu, mens jeg smågræd… jeg svarede som det var… nej..

Velvidende at jeg dermed gravede en grav jeg følte mig for sårbar til. Velvidende at nu havde jeg budt op til en dans jeg ikke selv troede på at jeg kunne danse..

Jeg fik halsbånd på med snor i. Så jeg ikke blev væk… mest fra mig selv.. vi gik til workshop og jeg nød at jeg vidste hvor han havde mig. Jeg nød han holdt mig tæt og at jeg ikke kunne blive væk. Mest af alt nød jeg at andre ikke invaderede mig, fordi de jo kunne se vi legede.

Han holdt min hånd og vi gik lidt rundt. Kom forbi cellerne og jeg blev låst inde. Jeg ville sige til ham at det ikke ville virke, men han lukkede døren og jeg var alene. Der var koldt, for gulvvarmen havde ikke været tændt og jeg var ikke oplagt til leg. Jeg kæmpede jo i forvejen med at samle mig.

Han åbnede og bad mig tage mit tøj af. Jeg adlød og udleverede det. Nu frøs jeg for alvor og han gik bare fra mig. Jeg forsøgte at samle mig om at holde varmen, om ikke at flytte for meget på mig så den lille firkant på gulvet mine fødder havde opvarmet var alt hvad jeg rørte.

Der gik lidt tid og han kastede et tæppe ind til mig. Det var ikke et af vores og det lugtede småskummelt. Støvet, brugt og gammelt. Jeg kunne pakke det om mig. Faktisk kunne jeg pakke det så jeg kunne ligge ned i det mørke rum og bare være til.

Da han kom igen legede han med lyset, forvirrede mig. Så forlod han mig igen.

Jeg ved ikke hvor længe det blev ved, men da han til sidst fik mig til at stå op af den kolde bagvæk og begyndte at slå, der var det alt for meget og jeg kunne jo ikke finde mig selv. Kunne han ikke forstå det?

“Nu slår jeg dig til du enten får mærker eller siger cirkus”

Ordene gav genlyd mens han med politistaven havde mine baller i behandling. Mens jeg skreg højt og forsøgte at flygte fra en smerte jeg ikke kunne bearbejde, flygte fra at han forsøgte at få hul på mit indre og flygte fra mig selv.

Efter hvad der føltes som evigheder, græd jeg og hulkede og kunne ikke finde ud af mig selv. Kunne ikke finde ud af at overgive mig nok til at synke ind i smerten, men jeg var heller ikke villig til at kaste håndklædet i ringen. Han hev mig ud af cellen ved håret. Han slæbte mig efter sig og ind i vådrummet. Spændte mig fast og begyndte at spule mig ned.

Jeg husker ikke om vandet var koldt eller varmt, men jeg husker panikken da han hev en stofpose over mit hoved og fortsatte spulingen. Nu kunne jeg jo ikke se ham, han kunne ikke se mit ansigt og jeg kunne ikke få vejret. Alt flød sammen og snotten var med til at jeg ikke kunne trække vejret og han stod så langt væk med sin vandslange og alt var frygteligt og jeg var ensom og nu gik der hul….

Jeg hulkede og han blev ved. Jeg havde skulle tisse hele legen igennem og han vidste det. Så han fik mig til at sætte mig ned og gav mig besked på at tisse. Jeg kunne ikke. Inde i mit hoved kunne jeg ikke…

Samtidig var jeg klar over at hvis ikke jeg gav op.. gav ham alt… ville han fortsætte.. han ville ikke bøje sig før han havde mig, helt nede og helt hans..

Jeg gav slip. Hulkende sad jeg på gulvet foran ham i mit eget pis. Jeg kunne ikke mere og han vidste det. Jeg vidste han vidste det..

Så da støvlen ramte mit lår skreg jeg helhjertet… han sparkede mig hen af gulvet.. hårdt og brutalt mens jeg skreg “nok nu…. please… nok nu.. “… endnu en gang ramte støvlen mig og endnu en gang hulkede jeg..

Jeg krøllede mig sammen på gulvet og tog imod hans spark og tanken slog mig “jeg stopper ikke før du har mærker eller siger cirkus” og jeg tog bare imod..

Der stoppede han. Samlede mig op og skyllede rummet rent. Førte mig over i bad og vaskede mig, vaskede det forslåede af mig og kyssede mig inderligt mens jeg blev holdt fast i hans arme og fik varmen..

Langsomt begyndte opstigningen.. denne gang uden dykkersyge..

Tatoveringen

Jeg vidste godt han havde planen lagt. Ikke en plan gennem længere tid – men en som opstod da en medsammensvoren afslørede indkøbet af en tatoveringsmaskine.

Han tog mig med ind i et aflukket rum, velvidende at maskinen ville larme og derfor kunne forstyrre andre hvis det foregik i samme rum som deres leg. Han lagde mig på maven, samlede maskinen og spurgte hvad jeg ønskede mig.

Jeg mumlede om at det var jo ikke helt op til mig. At han jo havde besluttet at tatovere selve mit venusbjerg… men hvis jeg skulle ønske mig noget, ville det være et hjerte på min hofte.

Han smilte, bandt mig på maven og begyndte at slå på mig. Langsomme varme slag. Slag der varmede og gjorde mig blød og klar. Slag som var kærlighed og opvarmning, slag jeg kunne følge med i, slag som styrrede mig i den retning han ville have mig.

Så satte han sig tæt på mig. Sprittede et stykke af min hud af – og trådte på pedallen. Den intense brummen fra maskinen fik min hjerne til at slå fra. Dette var hans mærkning af mig, det var ham som styrede slagets gang… det var min overgivelse og min fornemmeste opgave var at ligge stille..

Den larmende summen og den brændende smerte. Velkendt fra min sidste tatovering – men alligevel noget andet og mere.. fordi det var hans hånd der førte.. førte mig og førte nålen..

Da han udfyldte hjertet var jeg langt væk. Smerten var stærk og jeg svævede.

Image

Han vendte mig og gik igang på det endnu mere sårbare venusbjerg. Denne gang kunne jeg ikke svæve væk, smerten var intens – som den jo bør være med en nål der bliver revet gennem huden – og jeg måtte flere gange have pause. Alligevel gennemførte han, jeg, vi.. 

Endnu et smukt hjerte, håndtegnet af ham i kærlighed.

Ejet og hans.. mærket i smerte for en tid.. 

Image

NB: Tatoveringen er lavet med en rigtig maskine, men uden farve. Derfor vil mærket højest lave et ar som et almindeligt overfladesår.

 

Han kneppede hende så møblerne fløj..

Han kneppede hende så møblerne fløj..  hun fløj.. der midt på gulvet

Ind ud, dybt.. hun bankede hovedet imod gulvet, forsøgte at beskytte det imod gulvets slag så den dunkende lyd ikke forstyrrede hans lyst. Hun mærkede hun lå mindre og mindre på tatamimåtterne og mere og mere på gulvet. Sengebordet var skubbet midt ud på gulvet og legetøj og reb lå ud over hele soveværelset.

Alt var lyde, liderlighed og følelser. Smerten i hendes fisse når han stødte i bund, lysten til at adlyde, være hans fisse, være hans liderlige kød – være hans dukke. Hun var tæt på at komme men skulle koncentrere sig om ikke at forstyrre ham – ikke fordi han havde bedt om det, men fordi hans lyst gjorde hende så liderlig.

Han kom i et brøl og hun var lykkelig.. liderlig.. forpustet..

En halv time tidligere var det hele smerte. Han havde bundet hende omvendt på stolen, så hendes bryster var ubeskyttede. Struttende og klar til hans slag. Hun kunne ikke flygte og der skete noget i hende. I starten kæmpede hun for at tåle smerten, så gav hun op og skreg sin smerte ud. Han gaggede hende.

Hun forsøgte igen om hun kunne synke ind i smerten, hans smerte, ved nogle slag gik det godt, andre ikke. Og tårerne begyndte at rende.

Han gav hende gasmasken på og hun gik i panik. Den sad ikke helt rigtigt og hendes næse var stoppet til efter tårenes løb og nu slog han hende igen. Denne gang over ballerne. Av! Hun skreg så højt hun kunne. Hun ruskede og vred sig. Mærkede hun blev vred, ja nærmest aggresiv og alligevel fortsatte han.  Kunne han ikke forstå at hun kæmpede for at få vejret? At hun havde mistet kontrollen og at det hele var så hårdt og umagteligt?

Tårerne blev til afmagtstårer blandet med vredestårer. Hun kunne ikke helt se noget. Hun kunne kun høre lyden af noget der mindede om pressening blive spredt ud ved siden af hende. Hun fattede sig. Samlede sig. Det her kunne hun godt tackle. Det var den aflagte (ubrugte!) transportpose til lig som han havde fra militæret. Udrangeret materiel fordi lynlåsen ikke var stærk nok til at bære, i fald en afdød ikke var.. ja.. i samlet tilstand.. Hun vidste hvad det var. En pressening med en lynlås og med nogle bæreremme i sidderne. Det kunne hun godt tackle! Nu skulle hun nok få kontrollen over sig selv igen.

Han løsnede hende fra stolen. Lod hende beholde masken på og fik hende lagt ned i posen. Bandt hendes hænder foran på kroppen og lynede så. Langsomt men bestemt blev hun lukket inde i ligposen og så forsvandt al den selvkontrol hun lige havde haft.

Panikken spredte sig mens han med reb snørrede hende mere og mere ind i posen. Panikken over at ligge der. Panik over gasmasken. Tanken om at dø i en ligpose ramte hende som en knude i maven og det hele eksploderede igen i tårer. Hun hulkede så inderligt og savnede hans krop tæt på sig. Hun manglede ham så inderligt og han var så langt væk – der helt på den anden side af maske og pressening…

Da han løsnede hende og slap hende ud i virkeligheden, fugtigt af indelukket sved og tårer, overgav hun sig fuldt og helt og han kneppede hende så møblerne fløj…